Alle nyhedsbreve fra Odsherred Byråd
Sagsfremstillinger og beslutninger på PolitikerWeb
Nyhedsbrev fra Odsherred Byråd 29. november 2011
Unge i job med anlægsbudget
Der er udsigt til flere elev- og lærlingepladser i det lokale erhvervsliv som følge af Odsherred Kommunes anlægsbudget for 2012 på næsten 82 mio. kr.
Borgmester Thomas Adelskov har drøftet med LO og Dansk Byggeri, som stiller sig positivt over for mulighederne for at indgå aftaler om at oprette lærlingepladser, idet det forudsættes at hovedparten af anlægsopgaverne vil kunne udføres af lokale håndværker og entreprenørfirmaer.
Borgmesteren fremhævede den gode og konstruktive politiske proces, som resulterede i fuld politisk enighed om både budget og anlægsbudget. Han fremhævede, at anlægsbudgettet både rummede mulighed for at fremme it på folkeskoleområdet og fremme kulturelle projekter som en skulptur af Olafur Eliasson ved Dragsholm Slot og istandsættelse af Malergården i Plejerup.
Gruppeformand Morten Egeskov, V, kaldte anlægsbudgettet for et fornuftigt kompromis og fremhævede anlægspenge til udbygning af Vig Skole, knap 10 mio. kr. til forbedringer på børneområdet, nye ældreboliger i Asnæs og Hørve samt aftale om etablering af et dagplejehus i den sydlige del af kommunen.
Solvarmeanlæg til Nykøbing
Med byrådets vedtagelse af lokalplanforslag 2011-44 og tilhørende kommuneplantillæg får Nykøbing Sj. Fjernvarmeværk mulighed for etablering af et 19.000 kvadratmeter stort solvarmeanlæg ved Getsøvej i Nykøbing.
Ved anlægget etableres et formidlingscenter på 100 kvadratmeter, udsigtspladser og der udarbejdes en plejeplan med græssende dyr omkring anlægget. Formand for Miljø- og Klimaudvalget Annelis Stam, SF, sagde, at anlægget ville give miljørigtig opvarmning og gøre det muligt for varmeværket at stoppe brugen af bioolie og nedsætte naturgasforbruget. Hun fremhævede, at anlægget skal indpasses i landskabet og oplyste, at der bliver holdt borgermøde om projektet i januar 2012.
Flere andre byrådsmedlemmer roste projektet for at være gennemarbejdet og visionært, og at det kan blive et fyrtårn for området med oplevelsescenter.
Opførelsen af solvarmeanlægget forventes påbegyndt i 2012 og afsluttet i 2013.
Hotel og konferencecenter i Højby
Med kommunens salg af det tidligere plejehjem Ellingebjerg i Højby og byrådets vedtagelse af lokalplanforslag 2011-45 bliver der nu etableret et hotel og konferencecenter af den nye ejer.
Borgmester Thomas Adelskov sagde, at kommunen havde været heldig at finde en køber, der vil realisere hotelplanerne i god dialog med både kommunen og den lokale borgerforening.
De eksisterende stiforbindelser og offentlige adgang til området, som ligger med udsigt til Højby sø, bevares.
Beslutter selv
Skolebestyrelserne skal selv kunne træffe beslutning om ind- og udtræden af skolebestyrelserne efter anmodning. Det er formålet med et forslag til ændring af styrelsesvedtægten for skolevæsenet, som nu bliver politisk behandlet. Hidtil har byrådet skullet tage stilling til ind- og udtræden.
Rørvigplan på plads
Lokalplan 2011-36, som er en samlet plan for hele Rørvig, er nu endelig vedtaget i byrådet efter partshøring af Lodsoldermandsgården, hvor et ønske om byggefelt er udtaget af planen. Planen har ikke givet anledning til yderligere bemærkninger.
DA med i beskæftigelsesråd
Dansk Arbejdsgiverforening bliver nu også repræsenteret i Det lokale Beskæftigelsesråd med direktør Bo Bahrt Hansen, Normas Aps., Nykøbing og fabrikschef Kenneth Petersen, Stelton A/S Fårevejle.
Bytter plads
Socialdemokraterne Birte Balle og Nancy Sørensen bytter plads fra 1. januar 2012 i hhv. Kulturudvalget og Det særlige Børn- og Ungeudvalg.
Takster stiger 2-3 %
Det bliver mellem 2 og 3 % dyrere at få passet sit barn i dagpleje, børnehave, SFO og øvrige dagtilbud i Odsherred Kommune fra nytår. Byrådet har godkendt de samlede takster for dagtilbudsområdet.
En plads i dagplejen stiger således fra 2480 kr. til 2560 kr., en vuggestueplads stiger fra 2660 kr. til 2730 kr. og en børnehaveplads for børn over 3 år stiger fra 1720 kr. til 1770 kr. Der opkræves takst i 11 måneder, idet juli er betalingsfri.
Næste byrådsmøde holdes tirsdag den 20. december 2011 i byrådssalen, Administrationscentret Fårevejle, Rådhusvej 75, 4540 Fårevejle.