Få svar når DU har tid
Pladsanvisning: Opskrivning, friplads m.m.
NemID - ét login til det hele
Kontakt RSS A-Å Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg

26. april 2011

Nyt plejecenter i Asnæs (forside, lokalplanforslag), april 2011

Forsiden af lokalplanforslaget for nyt plejecenter i Asnæs viser placeringen på det grønne område ved Stadionvej.



Alle nyhedsbreve fra Odsherred Byråd

Sagsfremstillinger og beslutninger på PolitikerWeb

Regnskab 2010 på vej

Odsherred Kommunes regnskab for 2010 er på vej til behandling i fagudvalgene i maj, og skal endeligt godkendes i byrådets majmøde.

– Og det ser rigtig pænt ud med et forbrug på to mio. kr. under budget efter vi i 2010 havde to gange indkøbs- og ansættelsesstop. Det indebar, at vi kunne starte 2011 uden at overføre underskud inden for udvalgene, fremhævede borgmester Thomas Adelskov, S.

Principperne for fremtidige overførsler af over- og underskud skal drøftes i forbindelse med godkendelse af regnskabet.

7 mio. kr. til byfornyelse

Knap syv mio. kr. har kommunen modtaget i tilskud fra henholdsvis regeringens pulje til nedrivning af forsømte ejendomme og byfornyelsesmidler. Kommunen skal selv bidrage med 30 % af omkostningerne til forskønnelse af bymiljøer med faldefærdige ejendomme.

På mandag den 2. maj 2011 vil borgmester og udvalgsformænd drøfte den mulige anvendelse af midlerne.

På vej til frikommune

Kommunen søger nu om udsættelse af fristen for detaljeret ansøgning om de fire temaer – kollektiv trafik, finansiering af turisme, ungdomsuddannelse og tilkøbsydelser og frivilliges engagement på ældreområdet – i frikommuneforsøget fra 27. maj til begyndelsen af juni for at kvalificere ansøgningen, oplyste borgmesteren.

Kan udsættelsen ikke imødekommes vil byrådet blive indkaldt til ekstraordinært møde i maj for at godkende den detaljerede beskrivelse af de fire temaer.

Læs også: Odsherred bliver frikommune

Arbejdsgrupper i Hørve

Efter det velbesøgte borgermøde om Hørves fremtid lørdag den 9. april 2011 er nedsat en række arbejdsgrupper, som nu er indkaldt til nyt møde i juni, oplyste borgmesteren, som glæder sig over borgernes store engagement i byens udvikling.

Drøfter høje affaldsgebyrer

Erhvervslivets betaling for at deponere affald på de kommunale genbrugspladser vil i 2011 blive cirka 40 % højere end sidste år som følge af ny bekendtgørelse.

Byrådet har godkendt taksterne, som muligvis bliver endnu højere på grund af et underskud på genbrugspladserne på 850.000 kr. sidste år. Borgmester Thomas Adelskov, S, vil nu drøfte en henvendelse til miljøminister Karen Ellemann, V, med Odsherred Erhvervsråd som protest mod, hvad han kaldte ”helt urimelige stigninger” i håb om en statslig kompensation.

Venstrekvinde på DF-plads

Byrådsmedlem, viceborgmester og udvalgsformand Steen Egede Jensen, Dansk Folkeparti, har fået bevilget sygeorlov en måned og i stedet er indtrådt partiets 1. suppleant Kate Steen Hansen.

Gruppeformand for Venstre, Morten Egeskov, meddelte, at Kate Steen Hansen er meldt ind i Venstre og dermed indtræder i Venstres gruppe.

Restskat giver lavere service

Der er udsigt til serviceforringelser for 14 mio. kr. i 2012, idet byrådet nu må indregne en efterregulering på 50 mio. kr. i for store skatteindtægter for 2009 som følge af selvbudgettering af indkomstgrundlaget. Beløbet fordeler sig med en rammebesparelse på 0,8 pct. på alle udvalg samt yderligere 2,0 % på det administrative område, som Økonomiudvalget står for.

Der var enighed om, at besparelserne skal præciseres over for både medarbejdere og borgere, således det tydeligt fremgår, hvilke opgaver, der eventuelt ikke skal løses.

– Der er stillinger både på spil og i spil, også set i forhold til de effektiviseringer, som skal gennemføres for at give plads til udvidelser i budget 2012, sagde borgmester Thomas Adelskov, S.

Gruppeformand Morten Egeskov, V, kaldte det ”et skridt i den rigtige retning” og havde også gerne set reduktioner på kulturområdet og det tekniske område.

Arne Mikkelsen, SF, sagde, at det bliver et hårdt arbejde i udvalgene at finde besparelserne, og at det skal ske i tæt samarbejde med personalet og brugerråd og –bestyrelser.

Rørvig Bibliotek får selvbetjening

- Der bliver tale om en udvidet service med selvbetjening om ikke i døgnets 24 timer, så derhen ad, sagde fungerende kultur- og folkeoplysningsudvalgsformand Vagn Ytte Larsen, S, da byrådet vedtog at frigive 700.000 kr. til etablering af selvbetjening på Rørvig Bibliotek i Vestergade med virkning inden sommeren.

Nye tage med klimaskærm

Skolen på Fjorden i Fårevejle St. og brandstationen på Nygade i Asnæs skal have lagt nye tage, og til det formål har byrådet frigivet 1,5 mio. kr.

Formand for Miljø- og Klimaudvalget Annelis Stamm, SF, beklagede, at der ikke også blev råd til renovering af taget på Højbygård og oplyste, at der ved tagrenoveringen også etableres forbedret isolering fra en pulje til dette formål.

Afviste brev til minister

Flertallet bestående af socialdemokraterne, konservative, Dansk Folkeparti, SF og Odsherred-Listen afviste et forslag fra Venstre om at anmode Indenrigsministeriet om at vurdere Statsforvaltningens udtalelse om fhv. borgmester Finn Madsens indgåelse af lejemålet Storegade 19 i Asnæs.

Statsforvaltningen har udtalt, at der er baggrund for at rejse erstatningssag mod Finn Madsen, fordi han ikke havde kompetence til at indgå lejemålet, måtte have vidst, der ikke var behov for lejemålet samt at byrådet ikke ønskede det.

Finn Madsen er idømt en bod og har indbetalt 5000 kr. til kommunen for at undgå erstatningssag.

Gruppeformand Morten Egeskov, V, sagde, at Statsforvaltningens afgørelse, som har været to år undervejs, er usædvanlig klar, og at det er stødende for retsfølelsen og retssikkerheden ikke at få vurderet, om der kan indføres en højere bod eller anlægges en erstatningssag.

Han henviste til, at en minister af egen drift kan vurdere en sag, mens flertallet henholdt sig til kommunens juristers notat om, at er ikke er klageafgang for afgørelsen fra statsforvaltningen for andre end Finn Madsen selv.

Lokalplanforslag for Nr. Asmindrup Friskole

Lokalplanforslag nr. 2011-40 for den permanente placering af Nr. Asmindrup Friskole er nu på vej i otte ugers offentlig høring. Planen giver mulighed for op til 150 elever fra børnehaveklasse til 9. klassetrin og opførelse af en multihal til sports- og fritidsaktiviteter.

Planen sikrer adgangsforhold for trafik fra Egegårdsvej og Kirkevej og etablering af maksimalt 72 p-pladser. Formand for Klima- og Miljøudvalget Annelis Stamm, SF, fremhævede, at der bliver tale om lavenergibyggeri, ligesom der også er andre klimamæssige hensyn i lokalplanforslaget.

I løbet af høringsperioden indkalder kommunen til borgermøde om planen.

Nej til lavere honorar

Et mindretal bestående af Venstre, konservative og Odsherreds-Listen stemte for, mens S, SF og DF stemte imod et forslag fra Venstre om at halvere vederlaget til formanden for det særlige Børn-og Ungeudvalg om børns tvangsfjernelser.

Vederlaget udgør således fortsat 10 % af borgmestervederlaget, svarende til 65.000 kr. om året.

Vagn Ytte Larsen, S, sagde, at det er en formandspost, som kræver, at formanden i princippet altid står til rådighed for at træffe afgørelser.

Formanden for udvalget, Gitte Egeskov, V, kaldte det også for en af de vigtigste formandsposter og sagde, at hun har indgået en aftale med administrationen om, hvordan hun kan kontaktes, idet der i et enkelt tilfælde i januar ikke var mulighed for at få kontakt.

Plan for plejecenter i Asnæs i høring

Byrådet sender nu et lokalplanforslag for et nyt plejecenter på arealerne ved Stadionvej i otte ugers offentlig høring. Formand for Social- og Sundhedsudvalget Michael Kjeldgaard, S, sagde at byrådet kunne være glade og stolte over planen, som følger efter et borgermøde om fremtidens mere fleksible ældreboliger.

Han fremhævede det positive i en placering af plejecentret tæt på boliger og centerområde og rekreative arealer, som kan tiltrække det omgivende samfund samt, at det bliver energivenligt byggeri med jordvarme og solfanger m. v.

Henrik Jensen, K, undrede sig over flere formuleringer i planforslaget og påpegede, at der burde være adgang fra Esterhøjvej for at mindske trafikken på Stadionvej, som også er skolevej.

Han var imod placeringen i den ”sidste grønne oase” i Asnæs midtby, påpegede at Bobjergskolen vil miste en fodboldbane samt, at der ikke er afsat et regnvandsbassin, og at benyttelse af det eksisterende vil give oversvømmede kloaker i midtbyen.

Fung. Kultur- og folkeoplysningsudvalgsformand Vagn Ytte Larsen, S, sagde, at såfremt Asnæs Boldklub skal have genplaceret de træningsbaner, som i dag ligger på arealet på Stadionvej, må det være et særskilt budgetønske.

Informationsmedarbejder Peter Haugaard, peha@odsherred.dk 


Næste byrådsmøde holdes tirsdag den 26. maj 2011 kl. 18.30 i byrådssalen i Administrationscentret i Fårevejle, Rådhusvej 75.



Find
Find afdeling

Telefonbog


Andre kommunale hjemmesider
Vidste du?
Logo til SvarParat.nu
Vidste du, at du nu kan finde svar på dine spørgsmål døgnet rundt på SvarParat.nu?
Vidste du?
www.aftenskole.nu
Vidste du, at du nu kan se og tilmelde dig alle aftenskolehold ét sted? Se mere på www.aftenskole.nu.  
Vidste du?
Odsherred - tid til livet
Vidste du, at Odsherred har flest fritidshuse i Danmark. Der er tid til fritidslivet i Odsherred.
Vidste du?
Alle offentlige arrangementer i Odsherred kan ses på www.odsherredkalenderen.dk.
Vidste du, at du på www.odsherredkalenderen.dk kan se alle offentliggjorte offentlige arrangementer i Odsherred. Og du kan selv lægge arrangementer ind.
Abonnér på denne side