Få svar når DU har tid
Pladsanvisning: Opskrivning, friplads m.m.
NemID - ét login til det hele
Kontakt RSS A-Å Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg

5. oktober 2010

Borgmester Thomas Adelskov ved budgetvedtagelsen 5.10.2010

Forældre og børn fra daginstitutioner, pædagoger, lærere og tillidsfolk overværede 2. behandlingen og vedtagelsen af budget 2011. Foto: Peter Haugaard



Alle nyhedsbreve fra Odsherred Byråd

Sagsfremstillinger og beslutninger på PolitikerWeb

Nyhedsbrev fra Odsherred Byråd 5. oktober 2010 (2. behandling af budget 2011)

Trods omfattende besparelser og effektiviseringer på alle områder for 48 mio. kr., rummer kommunens budget for 2011 nye tiltag inden for unges uddannelse, social- og ældreområdet.

15 % flere unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, flere elever ansat i kommunen, renovering og udbygning af ældre- og plejeboliger i Asnæs, Hørve og Nykøbing, en borgervejleder, en udviklingskonsulent med fokus på effektivisering, bosætningsstrategi, penge til realisering af Geopark Odsherred med mere.

Det er blandt de nye tiltag og udvidelserne i Odsherred Kommunes budget for 2011, som blev vedtaget af flertallet på 15 bestående af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti ved 2. behandlingen tirsdag den 5. oktober 2010.

Et par hundrede forældre til børn i daginstitutioner, tillidsfolk og personale fra skoler og daginstitutionerne overværede budgetvedtagelsen i byrådssalen i Fårevejle – og udenfor - og havde forinden protesteret mod nedskæringer i blandt andet åbningstiden i SFO’erne.

Negativ vækst

Borgmester Thomas Adelskov, S, beklagede, at kommunen havde fået afslag på en skatteforhøjelse, som kunne have afbødet de værste besparelser og styrket kassebeholdningen yderligere. Han oplyste, at det samlede budget byder på en negativ vækst på minus 1 % eller 14 mio. kr. mindre fra 2010 til 2011 og overholder dermed aftalen mellem Kommunernes Landsforening og regeringen om nulvækst i den offentlige sektor.

Kassebeholdningen styrkes med 21 mio. kr. næste år og 25 mio. kr. i 2012. De samlede besparelser og effektiviseringer udgør 48 mio. kr., mens der er udvidelser for 24 mio. kr. i det samlede budget på 1,86 milliarder kroner.

Ældreboliger

På anlægssiden vil kommunen anvende 34 mio.kr. på blandt andet renovering og udbygning af utidssvarende pleje- og ældreboliger i Nykøbing, Hørve og Asnæs samt en lang række projekter, blandt andet færdiggørelse af Sundhedscentret, skole- og daginstitutionsrenovering, bosætningsstrategi, m. m., fremhævede borgmesteren, som gerne ser en endnu tættere procedure mellem de høringsberettigede og budgetprocessen, som blev startet i marts.

Venstre, konservative og Odsherred-Listen havde stillet et ændringsforslag, som alene fik partiernes egne 10 stemmer, mens flertalspartierne stemte imod. Et forslag om at halvere en udviklingsfond fra 3,3 mio. kr. til 1,65 mio. kr. fik hele byrådets tilslutning, således at besparelserne på daginstitutionsområdet mildnes for 1,65 mio. kr.

Vil spare på administration

V-K-L-ændringsforslaget gik ud på at øge besparelserne på det administrative område og til gengæld undgå en række af de nu vedtagne besparelser, bl.a. flytning af 7.-9. klasserne fra Grevinge Centralskole, reducere fra tre til to ugers lukning i skolefritidsordningerne og rammebesparelser på skolerne og daginstitutionerne.

- I vil spare 34 mio. kr. på børn, pasning og ældre og udvide for 7 mio. kr. på det administrative og tekniske område, selvom vi udgiftsmæssigt ligger i midten på det administrative område, mens der kun er 13 ud af 98 kommuner, som har en billigere børnepasning. Men flertallet har end ikke villet tage en dialog om administrative besparelser, sagde gruppeformand Morten Egeskov, V.

Gruppeformand Vagn Ytte Larsen, S, fremhævede, at budgettet indeholdt 7,5 mio. kr. til at øge indsatsen for at få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse, 1,5 mio. kr. til uddannelsespladser i kommunen, etablering af et 10. klassescenter og udviklingsmidler til daginstitutionsområdet.

Gruppeformand Steen Egede Jensen, DF, kaldte det for et ”realistisk budget”, hvor man ville undgå overførsel af underskud fra det ene år til det næste. Han fremhævede, at der ikke er tale om skolelukninger, at der skal ansættes en borgervejleder svarende til sygehusenes patientvejleder, og at man havde prioriteret at fremme en kommune i udvikling.

0-vækst = nedskæring

Gruppeformand Arne Mikkelsen, SF, erklærede sig ikke stolt over budgetresultatet, men over processen og kaldte kravet om 0-vækst for nedskæring.

- Vi går ikke med til uspecificerede besparelser. Ingen ønsker større administration end nødvendigt, men vi har også set, at vi har fået anmærkninger fra revisionen og mister refusion, måske på grund af manglende personale. Jeg erkender, at velfærden og den pædagogiske udvikling er under stærkt pres, sagde han.

Steen Friis, Odsherred-Listen mente ikke, flere unge vil tage en uddannelse, når der samtidig skæres i vikarbudgetter og flyttes en overbygning fra skolen i Herrestrup. Han stillede forslag om helt at fjerne de 3,3 mio. kr. til en udviklingspulje og i stedet bruge pengene på drift af skoler og daginstitutioner. Forslaget faldt med flertalspartiernes 15 stemmer imod, mens Venstre, konservative og Odsherred-Listens 10 stemmer var for.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget Michael Kjeldgaard, S, fremhævede renovering af utidssvarende ældreboliger, bevarelse af sundhedskoordinatorstillingen, væresteder og daghjem med mere.

Kultur for ældre

Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Hanne Pigonska, V, sagde, at udvalgets budget på cirka 50 mio. kr. var nogenlunde ligeligt fordelt mellem anbragte børn og unge, skolerne og daginstitutionerne, og at udvalget ikke havde kunnet anvise flere besparelser på et i forvejen billigt drevet område.

Formand for Miljø- og Klimaudvalget Annelis Stamm, SF, fremhævede, at der afsættes midler til slidlag på vejene, cykelstier og øget tilgængelighed, et kulturmiljøatlas, som skal fremme en arkitekturpolitik gennem lokalplanlægning, penge til klimaskærm, strandrensning m. m.

Kultur- og Folkeoplysningsudvalgsformand Steen Egede Jensen, DF, fremhævede, at der afsættes penge til kultur for ældre, branding af Malergården, m. v.

Skatteprocenten fastholdes uændret på 26,6 % og grundskylden uændret på 34 promille. Udskrivningsgrundlaget er statsgaranteret på knap 4,3 milliarder kroner.

Odsherred Byråd holder offentligt møde igen tirsdag den 26. oktober 2010 klokken 18.30. Mødet foregår i byrådssalen i Administrationscenter Fårevejle, Rådhusvej 75. Alle er velkomne.



Find
Find afdeling

Telefonbog


Andre kommunale hjemmesider
Vidste du?
Logo til SvarParat.nu
Vidste du, at du nu kan finde svar på dine spørgsmål døgnet rundt på SvarParat.nu?
Abonnér på denne side