Få svar når DU har tid
Pladsanvisning: Opskrivning, friplads m.m.
NemID - ét login til det hele
Kontakt RSS A-Å Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg

Plads til forhandling om budgetforlig

Kommuneflag ved rådhuset i Højby

V, K og OL vil hente flere penge på det administrative og tekniske område frem for på børn- og ungeområdet og går ikke med til en skattestigning.



Tonen var sober, men til tider lettere optrukket og skarp under byrådets debat ved førstebehandlingen af budgetforslaget for 2011, hvor flertalspartierne S, SF og DF torsdag den 9. september 2010 indgik et budgetforlig.

Venstre, konservative og Odsherred Listen kritiserede fremgangsmåden og fandt det nærmest overflødigt at debattere, hvis flertallet havde låst sig fast.

Men under debatten inviterede viceborgmester Arne Mikkelsen, SF, til forhandling, og borgmester Thomas Adelskov, S, slog fast, at hans dør altid er åben for en ordentlig og fair politisk forhandling.

I høring

Anden behandling og vedtagelse af budgettet foregår tirsdag den 5. oktober 2010, og indtil 20. september 2010 er budgetforslaget med budgetforligets ændringer til debat i MED- og Hovedudvalg og åben for ændringsforslag herfra og fra de politiske partier.

Forud var gået en næsten to timer lang ordveksling i nærvær af blandt andet embedsmænd, borgere og elever fra Vallekilde Højskole, hvor først gruppeformænd, dernæst udvalgsformænd og så øvrige byrådsmedlemmer gav deres mening til kende.

Vil tale udvikling

Borgmester Thomas Adelskov, S, sagde, at man med budgetforliget ønskede at komme væk fra kun at tale om sparetider i kommunen til at tale om udvikling, og at budgetforliget nu bliver fremlagt til diskussion for brugere, medarbejdere og borgere. Han fremhævede, at der afsættes penge til ansættelse af flere elever i kommunen.

Vagn Ytte Larsen, S, fremhævede, at en mulig skattestigning skal bruges til at afbøde de værste besparelsesforslag og nedbringe gammel gæld, så der de kommende år blev råd til udvikling af kommunen.

Glemte løfter

Morten Egeskov, V, sagde, at flertallet havde valgt at demonstrere, at det var et flertal, og at det var kommet bag på V, K og OL, at flertallet to dage efter økonomiudvalgsmødet havde indgået forlig.

- Vi havde gerne set et budgetforslag, hvor børn og unge ikke bliver ramt så hårdt, og hvor der anvises konkrete besparelser og ikke rammebesparelser. Nogen har åbenbart glemt valgløfterne, men vi mener også i dag, hvad vi sagde i valgkampen.

Nej til skat

- Og I rammer tredobbelt på flere områder ved både at indføre strukturbesparelser og rammebesparelser, lukke SFO’erne i fire uger om sommeren og samtidig hæve taksterne, og derfor vil normeringerne i daginstitutionerne blive forringet i løbet af 2011.

- I afviser at spare på politikervederlag og på administrationen, men øger tværtimod dette område, sagde Morten Egeskov og beklagede nedskæringer på lokaletilskud, som han finder, vil ramme mange foreninger hårdt.

V, K og OL vil ikke være med til en skattestigning i ”landets suverænt højest beskattede kommune”.

Morten Egeskov spurgte, om flertallet ville være med til at fjerne besparelser på børne- og ungeområdet samt folkeoplysning mod at finde besparelser på administrationen og det tekniske område og flytte rundt på 5-10 mio. kr., hvis kommunen ikke får lov at hæve skatten.

Vagn Ytte Larsen, S, svarede, at det var uvirkeligt at tale om, når man ikke kender svaret på ansøgning om skatteforhøjelse endnu.

Ikke minimalstat

Steen Egede Jensen, DF, er tilfreds med helheden i budgetforliget og fandt, der blev skåret for hårdt sidste år og håber derfor, kommunen kan dreje på skatteskruen.

Arne Mikkelsen, SF, sagde, at han ikke ønsker en ”minimalstat”, at kommunen har en af landets billigste administrationer, og at man ikke har fået Venstres bud på, hvor der konkret skulle skæres i administrationen og hvilke opgaver skal udgå.

K ikke med

Henrik Jensen, K, undrede sig over, at ikke alle gruppeformænd var inviteret til økonomiudvalgsmødet, hvor budgetforslaget blev fremlagt, hvilket borgmesteren beklagede, han ikke havde været opmærksom på.

Han kaldte det underligt og demoraliserende, at flertallet havde fundet besparelser, som udvalgene ikke ville være med til og talte om topstyring, ”som er et grimt ord”.

Steen Friis, Odsherred Listen, var også imod budgetproceduren og talte om blokpolitik.

Penge til klima

Annelis Stamm, SF, formand for Miljø- og Klimaudvalget, fremhævede opgaver på miljø- og klimaområdet, blandt andet anlægspenge til forlængelse af færgelejet i Rørvig Havn, naturbeskyttelse, ny vandforsyningsplan og vandløbsregulativ, start på en arkitekturpolitik, anlæg af cykelstier og klimarelaterede indsatser i budgettet foruden midler til strandrensning for at bevare kommunen som turistkommune.

Hanne Pigonska, V, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, sagde at hun ikke havde haft fantasi til at forestille sig besparelser på børne- og ungeområdet skal finansiere udvidelser i administrationen.

Michael Kjeldgaard, S, formand for Social- og Sundhedsudvalget sagde, at det havde været hårdt at nå i mål, og at der stadig er udfordringer, som skal følges tæt op på social- og sundhedsområdet.

- Men vi vil skabe et budget, hvor der også bliver plads til personaleudvikling og -uddannelse og med nye ældreboliger, fremhævede han.

Borgmester Thomas Adelskov, S, sagde, at der på skoleområdet bliver reserveret 1 % til initiativer på skolerne for at undgå anbringelser af børn og fremhævede også, at der skal spares 9 mio. kr. på det administrative område.

- Når kommunen ligger højere i nøgletal, hvad angår udgifter i administration i 2010 skyldes det aktivering af mange kontanthjælpsmodtagere i år, mens vi i 2009 lå pænt under gennemsnittet, sagde han.

Budgetforslaget med budgetforligets ændringer sendes nu til høring, og ændringsforslag kan stilles frem til 20. september, hvorefter budgettet skal til andenbehandling 5. oktober 2010.

Læs dagsorden og referat og se bilag på PolitikerWeb: http://www.odsherred.dk/page119.aspx

Læs også: Budgetforlig med plads til udvikling



Find
Find afdeling

Telefonbog


Andre kommunale hjemmesider
Vidste du?
Odsherred - tid til livet
Vidste du, at Odsherred har flest fritidshuse i Danmark. Der er tid til fritidslivet i Odsherred.
Abonnér på denne side