Kontakt RSS A-Å Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg

Odsherred peger på Køge

Dørskilt på rådhuset

Sammen med otte andre kommuner i Region Sjælland peger Odsherred på placering af hovedsygehus i Køge og akutsygehuse i Holbæk,, Slagelse og Nykøbing F.



Byrådet i Odsherred peger nu på en placering af et nyt hovedsygehus i Region Sjælland i Køge med bevarelse af akutsygehuse i Holbæk, Slagelse og Nykøbing Falster samt nærsygehuse i Næstved og Roskilde. Dermed er ni kommuner enig i et fælles høringssvar til Regionsrådet.

De ni kommuner – Greve, Køge, Solrød, Holbæk, Odsherred, Sorø, Kalundborg, Slagelse, Stevns – repræsenterer halvdelen af Region Sjællands befolkning med godt 400.000 borgere.

Region Sjælland har opstillet fire scenarier for placering af et kommende hovedsygehus – i Roskilde, Ringsted, Næstved eller Køge. De ni kommuners borgmestre var for nylig samlet og blev her enige om det fælles høringssvar med anbefaling scenarie 2.

Begrundelsen for dette høringssvar er, at kommunerne finder denne placering til størst gavn for hele regionen. I høringssvaret begrunder borgmestrene den høje kvalitet i kraft den bred geografisk dækning af akutsygehusene, lavest mulige anlægspris cirka 8,6 mia. kr. – og hurtigste vej for patienterne til sygehusene.

Borgmester Thomas Adelskov, S, siger, at fastholdelsen af et akutsygehus i Holbæk har været afgørende for hans opbakning til scenarie 2 set med lokale øjne og i det hele taget bevarelsen af de tre akutsygehuse og to nærsygehuse i Regionen.

Voksende underlag i Holbæk

I scenarie 2 er beskrevet, at Holbæk Sygehus forventes at have et optageområde på 184.000 borgere og vil få cirka 320 senge. Optageområdet vil i løbet af 10-årsperioden vokse, således at Holbæk i 2020 vil have cirka 200.000 indbyggere som befolkningsunderlag.

Sygehuset i Holbæk vil via en fælles akutmodtagelse på sygehuset og ifølge scenariet varetage akut og planlagt behandling for alle borgere i optageområdet. Det anslås, at omkring 100 nye patienter vil blive indlagt dagligt på sygehuset, heraf vil cirka 75 % af dem være akutte.

I høringssvaret understreger kommunerne vigtigheden af at udvikle det præhospitale tilbud, herunder sundhedscentrets tilbud.

Hanne Pigonska, V, kaldte høringssvaret ”en fejl af rang” og ville undlade at stemme, da hun mener, akutfunktionen på Holbæk Sygehus er ophørt i løbet af fem-ti år, og borgerne i Nordvestsjælland dermed lades i stikken og får langt til akutbehandling. Helge Fredslund, V, slog til lyd for en samlet sygehusplan for Region Hovedstaden og Region Sjælland, mens Morten Egeskov, V, fandt det mærkeligt, at Odsherred som udkantområde kunne pege på et hovedsygehus så tæt på hovedstaden.

Morten Egeskov, Hanne Pigonska, Finn Hallberg, Helge Fredslund, Rasmus Friis Sørensen og Jørgen Revsbech Hansen, alle Venstre, undlod at stemme for høringssvaret.



Find
Find afdeling


Telefonbog

 Søg

Andre kommunale hjemmesider
Vidste du?
Banner til afbureaukratiseringskampagnen.
Hvis du oplever besværlige og unødvendige regler eller overflødige arbejdsgange, så kan du nu indberette dem her.
Abonnér på denne side