Alle nyhedsbreve fra Odsherred Byråd
Læs sagsfremstillinger og beslutninger på PolitikerWeb
Fra byrådsmødet 2. januar 2007:
Odsherred Kommune godt fra start
Odsherred Kommune kom godt fra start, konstaterede borgmester Finn Madsen (S) ved årets første møde i Byrådet den 2. januar 2007.
Nytårsdag klokken 15 mødte en stribe af de medarbejdere, som har været med ved generalprøven på konvertering af alle data hos Kommunedata (KMD) i november op på rådhuset i Højby for at afprøve, om alle datasystemer nu også virkede og var klar til første arbejdsdag i den nye kommune. Det samme skete i 64 andre kommuner landet over, og de småfejl, blev opdaget i november, er nu rettet.
- Odsherred Kommune er startet her til morgen, og selvom alle detaljer ikke er på plads, er vi klar til at behandle borgerne, og der er folk ved skrankerne. Det har jeg set ved en rundtur i formiddag i kommunen, oplyste borgmesteren.
To sager sendt tilbage til udvalg
Dagsordenen for det andet møde i Odsherred Byråd var ikke den store mundfuld, og slet ikke, da to af sagerne blev pillet af dagsordenen og sendt tilbage til udvalgsbehandling.
Den ene sag var om den fremtidige børnetandpleje i Odsherred. Formand for Børne- og Skoleudvalget Kate Jensen (R), bad om at få sagen tilbage i fagudvalget, da der var rejst tvivl om lovligheden i flertalsindstillingen.
Den anden sag, på lukket dagsorden, var godkendelse af en kontrakt med Zealand Care, som på Hans Møller Olsens (V) forslag blev sendt til behandling i Økonomiudvalget.
Bevarer Lumsås og Nr. Asmindrup forsamlingshuse som valgsteder
Lumsås og Nr. Asmindrup forsamlingshuse fortsætter som afstemningssteder ved valg i Odsherred. Sammenlægningsudvalget havde ellers tilbage i oktober vedtaget at reducere fra 12 til 10 afstemningssteder og samtidig flytte afstemningsområde Højby fra Højby Kro til Højby Hallen og Fårevejle fra Fårevejle Fritidscenter til Skolen på Fjorden.
Begrundelsen dengang for at droppe de to forsamlingshuse var at rationalisere og spare udgifter ved færre og større afstemningssteder, idet udgiften for hvert afstemningssted var oplyst til 40.000 kroner.
En nærmere undersøgelse har imidlertid vist, at udgiften til afholdelse af valg de to afstemningssteder kun beløber sig til knap 10.000 kroner pr. sted.
Det var Flemming Truelsdal (S), Odden, der havde fået sagen genoptaget og begrundede med, at han var modstander af at lukke de små valgsteder og dermed ramme yderområder i kommunen.
Gruppeformand Alice A. Sarp (S) bakkede op på vegne af den socialdemokratiske byrådsgruppe og konstitueringspartnerne SF, R og K, og det samme gjorde Venstres gruppeformand Hans Møller Olsen og Dansk Folkepartis Steen Egede Jensen.
Dermed bevares 12 afstemningssteder for fremtidige valg i Odsherred på følgende steder: Højby Hallen, Odden Forsamlingshus, Lumsås Forsamlingshus, Nr. Asmindrup Forsamlingshus, Egebjerg Forsamlingshus, Vig Forsamlingshus, Skolen på Fjorden, Grevinge Centralskoles hal, Vallekilde-Hørve Fritidscenter, Asnæs Forsamlingshus, Nordgårdshallen, Rørvig Sognegård.
Halverer antal af valgtilforordnede
38 tilforordnede - halvt så mange som i dag - og 84 valgstyrere skal fremover stå for afholdelse af folketings- og kommunale valg ved de 12 valgsteder i Odsherred Kommune, har Byrådet vedtaget.
Heraf skal vælges 12 formænd blandt de politiske udpegede valgstyrere, som fordeles efter forholdstalsvalg, og denne fordeling aftales nærmere på et møde mellem gruppeformændene og borgmesteren. Ved hvert afstemningssted skal være mellem fem og ni valgstyrere, færrest ved de mindste valgsteder.
Stemte imod opfølgning fra de gamle kommuner
Morten Egeskov (V) stemte som den eneste af de 24 byrødder, der deltog i årets første møde, imod tre sager på dagsordenen om henholdsvis kvartalsopfølgning på økonomisager fra de gamle kommuner og bevillingssager fra de gamle kommuner på over og under en halv million kroner.
Årsagen var, at de tre sager ikke på forhånd havde været behandlet i Økonomiudvalget. Borgmester Finn Madsen (S) spurgte, om Byrådet havde noget imod, at sagerne alligevel blev behandlet i Byrådet, og det havde alene Morten Egeskov, der som følge heraf også stemte imod godkendelsen af de tre sager.
Den ene sag drejede sig om Nykøbing-Rørvig Byråds samtykke til låneoptagelse for Boligselskabet af 1942, den anden om optagelse af lån på 15,9 mio. kr. i schweizerfranc til køb af Nykøbing Sj. Sygehus og den sidste om salg af råjorden bag rådhuset i Højby til opførelse af 42 boliger. Arne Mølgaard (R) advarede om optagelse af lån i schweizerfranc på grund af risikoen for kursstigning, idet erfaringen viste, at flere virksomheder var kommet i klemme for 15 år siden af dén grund.
Morten Egeskov (V) fandt, at det var svært at forudsige kursen 25 år ud i fremtiden, og at spredning af kommunens låneporteføje i euro, danske kroner og andre valuta var en god strategi. Han mente, at usikkerheden i denne sag netop var en god grund til, at Økonomiudvalget forinden skulle have behandlet sagen og stemte som nævnt imod godkendelsen af lånet af denne årsag.