Du kan få hjemmehjælp, hvis du er handicappet, ældre eller i en periode har været syg og derfor ikke længere har de fysiske eller psykiske færdigheder, du havde tidligere.
Formålet med hjemmehjælp
Formålet med hjemmehjælpen er at afhjælpe de følger, der er forbundet med sygdom eller alderdom. Hjælpen ydes til både praktiske opgaver og personlig pleje.
Du kan få varig hjælp, midlertidig hjælp eller som lejlighedsvis aflastning, og du kan få hjælp uanset om du bor alene, i eget hus, i bofællesskab, i plejebolig eller andet.
Du kan selv være med til at bestemme, hvilke opgaver der skal løses inden for de tildelte timer, og hvordan de fra gang til gang skal tilrettelægges.
Hvis du ønsker hjemmehjælp, skal du kontakte Visitation & Hjælpemidler.
Så meget hjælp kan du få
Kommunen vurderer i den enkelte situation, hvor meget hjælp du kan få, og om du har brug for at få varig hjælp eller hjælp i en kortere periode. Hvis dine behov ændres, skal hjælpen tilsvarende ændres.
Frit valg af hjemmehjælp
Uanset om du får hjemmehjælp til praktiske opgaver eller hjælp til personlig pleje, har du ret til selv at vælge, hvem der skal levere hjemmehjælpen. Det er kommunens ansvar at tilbyde dig frit valg imellem privat og kommunal hjemmehjælp.
Har du et specifikt ønske om, hvem der skal stå for din hjemmehjælp, kan du søge om at få personen eller firmaet godkendt af kommunen.
Hvis kommunen ikke kan yde den hjælp, du er blevet tilkendt, kan du efter aftale med kommunen ansætte en privat hjælp og få tilskud til lønnen.
Får du mere end 20 timers hjælp om ugen, og er du mellem 18 og 67 år, har du også mulighed for at ansætte din egen hjælp og få tilskud. Kravet er, at du skal have en betydelig og varigt nedsat funktionsevne.
Hjemmehjælp med på ferie
Hvis du er berettiget til varig hjemmehjælp, kan du få hjemmehjælp i perioder, hvor du opholder dig i en anden kommune end din bopælskommune, fx i forbindelse med et sommerhusophold.
Det er den kommune, du holder ferie i, der beslutter, hvilken hjælp du konkret kan få, og serviceniveauet vil blive tilpasset det lokale niveau. Du skal kontakte din feriekommune kommune, hvis du ønsker hjemmehjælp i en begrænset periode.
Betaling for hjemmehjælp
Det er Byrådet, der bestemmer, hvor meget du skal betale for hjemmehjælp. Varig hjemmehjælp er som hovedregel gratis. Rengøringsmidler, vaskeri osv. skal du dog selv betale.
Midlertidig hjemmehjælp er gratis, hvis du tjener under 132.200 kr. om året som enlig og under 198.500 kr. som par (2010). Tjener du mere end det, skal du betale en timepris, der dækker den effektive tid i hjemmet. Du betaler altså ikke for transporttid og lignende. Timeprisen afhænger af årsindkomsten i en husstand.
Der er en bagatelgrænse for betaling af midlertidig hjemmehjælp. Skal du betale mindre end 61 kr. (2010), kan kommunen vælge at lade være med at opkræve pengene.
Får du lejlighedsvis aflastning til at passe en syg pårørende, gælder de samme regler som for midlertidig hjælp.