Stramt budget skåner bløde områder
Odsherred Kommunes budget for 2010 blev vedtaget af byrådet med 23 stemmer for, 1 stemme (Herluf Forchhammer, SF) imod, mens Flemming Truelsdal, S, undlod at stemme.
Budgettet blev dermed vedtaget i bred enighed blandt flertallet (V, S, DF, K, R og Odsherred-Listen, som Johnny Kristensen, u.p., repræsenterer, red.) af byrådets partier, men med forskellige holdninger og bevæggrunde.
Socialdemokraterne havde helst set en skattestigning og eventuel dækningsafgift for at afbøde besparelser, men valgte at gå med i det budgetforlig, Venstre, konservative, Dansk Folkeparti og Odsherred Listen, som nu tegner flertallet i byrådet, havde indgået og fik sammen med de radikale sat fodaftryk.
Budgettet friholder i et vist omfang de såkaldt bløde områder: daginstitutioner, skoler og ældreplejen, mens kulturområdet, miljø og teknikområdet samt administrationen må holde for. Det er et budget med uændret skat og grundskyld og uden dækningsafgift.
Borgmester Finn Madsen, S, erklærede sig tilfreds med det brede flertal bag budgettet, som han fandt lover godt for det nye byråd og tilføjede, at en række af besparelserne nu skal følges op af øjeblikkelig handling i et samarbejde mellem Økonomiudvalg, Direktion og administration.
En række af kommentarerne til budgettet fra politikerne:
Steen Egede Jensen, DF: - Det er rart at gøre andre glade, og vi er glade for at kunne hjælpe både S og R ud af den krog, de har sat sig op i med skattestigninger.
- Vi vil genåbne budgettet og se på de ikke lovbundne udgifter, og kan der spares her, skal pengene overføres til børne- og ældreområdet. Budgettet er afhængigt af, at de budgetansvarlige også lever op til det.
Herluf Forchhammer, SF: - Vi har to grundlæggende problemer: de store akkumulerendeunderskud, vi slæber med os år for år og udgifterne til specialområdet, blandt andet handicapsager og anbringelser, som truer kommunens økonomi.
- Dette budget betyder desværre blot en ny runde besparelser på kerneområderne, fordi det hverken er realistisk eller realisérbart, men et hokus-pokus-budget, som hænger sammen på papiret, men ikke i det virkelige liv.
Michael Kjeldgaard, S: - Vi ville gerne en anden vej med en midlertidig skattestigning på 0,5 %, men det var ikke muligt. Vi er glade for at kunne oprette et 10. klasses center, en erhvervsklasse og afsætter ressourcer til en specialskole.
- Det er et skrøbeligt budget, hvor en grundforudsætning er, at vi ikke får nogle ubehagelige overraskelser i år.
Morten Egeskov, V: - Det har været en alternativ budgetproces, hvor vi har vendt en ubalance på 24 mio. kr. til at tilbageføre 18 mio. kr. til børn- og skoleområdet, friholder ældreområdet og finansierer det gennem en afbureaukratisering beregnet ud fra aftalen mellem Kommunernes Landsforening og regeringen og ønsker en markedsprøvning af park- og vejområdet samt rengøringsområdet.
- Vi er ligeglade med, hvem der udfører disse opgaver, bare det bliver gjort bedst og billigst muligt. Vi reducerer anlægsbudgetet fra 80 mio. kr. og indfører en konkret besparelse på tre mio. kr. på kulturområdet, som har været friholdt for besparelser i fire år.
Johnny Kristensen, u. p. – Det er et budget i balance, jeg er glad for, at Grevinge Centralskole kan bevare overbygningen. Det er et budget, der udtrykker enighed og ikke den slingrekurs, vi har haft i fire år.
- Jeg har været imod skolelukningen i Nr. Asmindrup og har nu peget på, at det tidligere ældrecenter Ellingebjerg i Højby kan anvendes som specialskole, og skolen i Nr. Asmindrup kan blive friskole.
Henrik Jensen, K: - Det er det bedst opnåelige, og uden den frygtelige dækningsafgift, og vi kan gennemføre reduktionerne uden hverken fyringer eller lønnedgang blandt de ansatte i kommunen. Vi skal arbejde for en udviklingskommune, vi alle kan være stolte af.
Kate Jensen, R: - Det havde været et andet og bedre budget, hvis ikke det var valgår. Vi ville gerne have hævet skatten, hvis det havde været nødvendigt og havde foreslået halvdelen af den skattestigning, vi kunne få, men flertallet havde handlet dette meget stramme budget af.
- Vi er glade for at få plads til et 10. klasses center og en løsning for adhd-børn, som vil give både værdifuld viden og spare os for udgifter. Når man hører om en alternativ placering af en specialskole end Nr. Asmindrup kan man tvivle på de reelle hensigter. Alle forslag har været undersøgt, og da vi ikke er en rig kommunen er løsningen i Nr. Asmindrup eneste realistiske, alle andre forslag er abstrakte.
Vagn Ytte Larsen, S: - Jeg har tre nedslag over budgettet: Ved at reducere kulturbudgettet på 53 mio. kr. med 7 mio. kr. eller 8 % mindskes mulighederne for, at vore kulturinstitutioner kan opnå fondsstøtte andre steder.
- Vi kan ikke spare os ud af en dårlig økonomi alene, men må også udvikle. Hvis vi ikke kan overholde budget 2009, skal pengene i stedet findes i 2010. Så er jeg ked af at høre, at medarbejdere og ledelse udsættes for mistænkeliggørelse i nogle udvalg, vi skal hellere bakke dem op.
Fakta om budget 2010:
- Skatteprocent: 26,6 %, grundskyld 34 promille.
- Skattefinansieret nettobalance: 1,830 mio. kr., låneoptagelse 47 mio. kr., anlægsbudget 66 mio. kr., ejendomssalg for 15 mio. kr.
Byrådet har møde igen tirsdag den 27. oktober 2009. Mødet holdes kl. 18.30 i Byrådssalen i Administrationscentret, Fårevejle.