Gensidige budget-invitationer
Der var invitationer til drøftelser det næste par uger om Odsherred Kommunes budget for 2010 fra både Venstre og Socialdemokraterne ved 1. behandlingen. Budgetforslaget rummer i øjeblikket en ufinansieret ubalance på 34 mio. kr. og en række ubekendte, blandt andet om kommunen får lov til at hæve kommuneskatten næste år.
Anlægsprogrammet rummer forslag for anlægsudgifter for 76 mio. kr. i 2010, hovedparten finansieret ved låntagning eller tilskud, heriblandt energispareforanstaltninger på de kommunale ejendomme på 20 mio. kr., som vil medvirke til at nedbringe driftsudgifterne.
Ved den halvanden time lange 1. behandling markerede gruppeformænd og øvrige politikere deres holdninger til den vanskelige budgetsituation. Her følger et udpluk af bemærkningerne.
Michael Kjeldgaard, S: - Forslaget rummer udækkede omkostninger og ufinansieret udgifter, og det hele minder om ”Kejserens nye klæder” og har en manglende realisme. Vi mangler 34 mio.kr. i reduktioner, men der er i alt uspecificerede besparelser på 76 mio. kr. Vi vil give budgettet tøj på kroppen, så vi kan give den service, borgerne har krav på.
Steen Egede Jensen, DF: - Budgettet er et direkte resultat af den uansvarlige politik, som har været ført i fire år og har betydet, kommunen er under administration, så vi er tvunget til at indskrænke servicen og genoprette budgettet. Det skyldes alt sammen mangel på ledelse. Vi skal have et systemskifte nu, hvor budgetterne bliver overholdt, for i Odsherred har det hidtil mere været reglen end undtagelsen af overskride budgetterne. Vi foreslår en dækningsafgift for private virksomheder, men vil ikke belaste borgerne med yderligere personskat, og vi går ikke med til skolelukninger eller yderligere nedskæringer i de kommunale kerneområder.
Johnny Kristensen, u.p.: - Det kan undre, at kun Børn og Skoleudvalget er udsat for en rammebesparelse. Vi kræver gennemskuelige budgetter og vil arbejde for at undgå lukningen af Nr. Asmindrup Skole.
Kate Jensen, R: - Vi forventer større ændringer end sædvanligt frem til 2. behandlingen. Vi må dels finde en løsning på besparelser på Børn og Skoleudvalgets område, hvor der er lagt op til 14 mio. kr. ud fra et sparekatalog på 21 mio. kr., og så må vi alle finde en løsning på underskuddet på vore institutioner, for at bevare tilliden til den decentrale struktur. Vores skattetrykt er stort i forvejen, og vi siger nej til skattestigning og til dækningsafgift.
Morten Egeskov, V: - Underfinansieringen udgør cirka 1 % af det samlede budget. Det kan enten finansieres ved skatteforhøjelse eller budgetreduktion. Vi vil gerne komme med forslag til en finansiering og vil pege på områder inden for administrationen, kulturen og det tekniske område og vil invitere byrådets øvrige partier til en drøftelse. Vi vil også gerne drøfte budget med socialdemokraterne, hvis de ved, hvad de vil.
Herluf Forchhammer, SF: - Vi vil ikke være med til at budget, der rammer børn, syge og ældre og vil medvirke til flere indtægter både gennem dækningsafgift og skatteforhøjelse, vi vil arbejde for at tilbageføre 7. klasserne til de små skoler og genåbne Nr. Asmindrup skole. Jeg tror ikke på, Venstre kan komme med et forslag uden serviceforringelser på de kommunale kerneområder.
Henrik Jensen, K: - Vi skal lære udvalgene at overholde budgettet, og vi skal ikke overføre gammel gæld til det nye byråd, det kan vi ikke være bekendt. Vi skal arbejde med de indtægter, vi har, uden skatteforhøjelse eller dækningsafgift. Erhvervslivet har formået at tilpasse sig under finanskrisen, det er som om, kommunen ikke har opdaget, der er en krise.
Vagn Ytte Larsen, S: - Vi vil gerne forhandle med Venstre, hvis der ikke på forhånd er ultimative krav. Det kunne være, S og V sammen kunne stå bag et budget uden at tilsidesætte de mindre partiers holdninger.
Hanne Pigonska, V: - En skattestigning vil netop ramme de svage borgere, som socialdemokraterne gerne vil beskytte.
Morten Egeskov, V: - Det går jo ikke, hvis vi har 14 dage inden budgetvedtagelsen ikke har styr på, om der mangler finansiering for 24 mio. kr., 34 mio. kr. eller 76 mio. kr. Der er ingen, der bliver bedre stillet, ved at betale mere i skat, og dækningsafgiften er den værste skat af alle. Vi tror faktisk, vi kan gøre det bedre og anderledes.
Johnny Kristensen, u.p.: - Der vil være en besparelse ved at genåbne Nr. Asmindrup som en friskole.
Gitte Hededam, S: - Vi har flere ældre, sygedagpengemodtagere, unge uden uddannelse og flere indlæggelsesdage på sygehuset end andre kommuner, derfor ligger vore udgifter højere end sammenligningskommunerne selvom vores indtægter også gør.
Lørdag den 26. september 2009 er fastsat som sidste dato for ændringsforslag, og byrådets 2. behandling og vedtagelse af budget 2010 sker tirsdag den 6. oktober 2009.
Byrådet holder ordinært møde tirsdag den 29. september 2009 kl. 18.30 i Byrådssalen i Administrationscentret, Fårevejle.