Vinterberedskabsplanen er relevant for perioden 1. november til 31. marts.
Vejene er delt op i tre klasser:
Klasse 1: Præventive veje
Præventive veje er Adelers Allé, Dragsmøllevej, Oddenvej fra Nykøbing til Lumsås samt landevej 225 (Rørvigvej og Nykøbing-Slagelsevej.
på kortet over kommunens primære og sekundære veje (PDF 435 KB), er de Præventive veje afmærket med blåt og de primære med gult.
Snerydningen foretages i vejens bredde i tidsrummet 04.00-22.00.
Glatførebekæmpelse foretages præventivt i døgnets 24 timer.
Ved fygning arbejdes hele døgnet på kritiske strækninger.
Klasse 2: Primære veje
Primære veje er trafikveje og fordelingsveje med væsentlig betydning for trafikafviklingen i kommunen.
Snerydningen foretages med plov i 1-2 spor tidsrummet 04.00-22.00.
Glatførebekæmpelse foretages ved saltning i tidsrummet 04.00-18.00. Rimfrost, der skønsmæssigt forsvinder inden kl. 10.00, bekæmpes ikke.
Ved fygning arbejdes hele døgnet på kritiske strækninger.
Klasse 3: Sekundære veje
Klasse 3 er veje, cykelstier, stier i byerne, p-pladser m.v., der har mindre betydning for afvikling af den lokale trafik.
Snerydningen foretages med plov i 1 spor til jævnt farbart snelag i tidsrummet 07.00-15.00, under forudsætning af, at klasse 1 og 2 er farbare.
Glatførebekæmpelse udføres med salt og primært kun ved dannelse af islag i tidsrummet 07.00-15.00, såfremt den vagthavende finder det påkrævet.
På lørdage samt søn- og helligdage foretages snerydning og glatførebekæmpelse kun i særlige tilfælde.
Specielle tilfælde
I specielle tilfælde kan der rekvireres hjælp til snerydning hos en af de vagthavende. Det kan fx være hjælp til:
- Udrykningskøretøjer
- Læger og dyrlæger
- leverancer og afhentning i industrien
- Afhentning af mælk
- Afhentning af dyr til slagtning
- Nødsituationer i det hele taget
Det er Park og Vej, der står for vinterberedskabet. Du kan kontakte driftslederne, men lad være med at ringe, medmindre det er strengt nødvendigt.
Regulativet for vintervedligeholdelse i Odsherred Kommune , godkendt d. 20. dec. 2011 i byrådet, indeholder de nærmere regler for kommunens vintertjeneste inden for områderne snerydning og glatførebekæmpelse, samt regler for hvad du som grundejer er ansvarlig for. Derudover findes der en vinterberedskabsplan for perioden 1. november til 31. marts.
Snerydning for private
Odsherred Erhvervsråd har lavet en aftale med en række lokale entreprenører om snerydning for private.