Alle nyhedsbreve fra Odsherred Byråd
Læs sagsfremstillinger og beslutninger på PolitikerWeb
Et samlet Jobcenter i Asnæs til 16 mio. kr. afhænger af, om Odsherred Kommune får held til at udvide lånerammen og/eller får yderligere tilskud som særligt vanskeligt stillet kommune.
I modsat fald må anlægsudgiften reduceres med de otte mio. kr., budget 2008 nu mangler efter at Sundheds- og Indenrigsministeriet har meddelt, at kommunen kun modtager 10 og ikke 18 mio. kr. i særtilskud næste år.
Det er bét'en i det budget 2008, byrådet i fuld enighed efter den indgåede budgetaftale vedtog ved andenbehandlingen tirsdag den 9. oktober.
Budgettet blev bordet rundt fortsat karakteriseret som skrøbeligt og uden plads til tillægsbevillinger eller andre svinkeærinder, men som dog rummer midler til fortsat indretning af Sundhedscenter i det gamle Nykøbing Sygehus, øget tilskud til madordningen for de ældre, indretning af socialpsykiatrisk værested i Asnæs, pulje til fastholdelse og rekruttering af personale i kommunen, tværfaglig samarbejde om indsatsen for unge uden uddannelse, øgede midler til naturpleje og –genopretning, arbejdsmiljøforbedring i dagplejen, men også 8 mio. kr. i forventet rationaliseringsgevinst på det administrative område i kommunen.
Budgettet, der fastholder uændret skatteprocent og grundskyldspromille, blev også karakteriseret som et genopretningsbudget uden plads til yderligere bygningsvedligehold og sundhedsforebyggelse end allerede iværksatte tiltag.
Følgende anlægsopgaver rummer budget 2008:
Samlet Jobcenter i Asnæs 16 mio. kr. (kan reduceres til 8 mio. kr.)
Renovering af Odsherred Hallen i Vig 2 mio. kr.
Anlægsramme kulturudvalget 2 mio. kr.
Sundhedscentret 2. etape 7 mio. kr.
Konsulentbistand for produktionskøkken 0,3 mio. kr.
Anlægsramme social- og sundhedsudvalget 0,615 mio. kr.
Værested i Asnæs til Socialpsykiatrien 0,8 mio. kr.
Anlægsramme børn- og skoleudvalget 4,4 mio. kr.
Påbegyndelse af specialskole 0,1 mio. kr.
Udstykning i Vig 0,5 mio. kr.
Ejendomsrenovering klimaskærm 4 mio. kr.
Veje – slidlag på kørebaner 1,7 mio. kr.
Veje – udelys 0,7 mio. kr.
Algade Nykøbing brede del 1,1 mio. kr.
P-plads Asnæs Centret 3 mio. kr.
Stier og tilgængelighed 0,5 mio. kr.
Naturgenopretningsprojekt 1,5 mio. kr.
Blå Flag station Nykøbing Havn 0,415 mio. kr.
Havne 1 mio. kr.
Havnekontor Nykøbing Havn 0,5 mio. kr.
Rute 21, følgeprojekter 0,5 mio. kr.
Nye veje og rundkørsler 1 mio. kr.
Cykelplan, stier 1 mio. kr.
Materiel i dagplejen 0,2 mio. kr.
Helårsturisme projekt 0,2 mio. kr.
Ventilation adm. Center Nykøbing 0,5 mio. kr.
Ombygning kantinen i Højby 1 mio. kr.
Herudover afsættes en pulje på 425.000 kr. til en målrettet indsats for at hindre frafald fra og fremme tilgangen til ungdomsuddannelser samt 500.000 kr. rekruttering/fastholdelse af medarbejdere i kommunen under overskriften "kommunen som arbejdsgiver".
Der er sat gang i udarbejdelsen af en seniorpolitik, som der skal bakkes op om, og der skal også ses på rekrutteringen af nye yngre medarbejdere.
500.000 kr. afsættes til fastholdelse af madpriserne i ældresektoren.
Det sagde politikerne:
Dansk Folkeparti, Steen Egede Jensen:
- Vi har trukket vores ændringsforslag om dækningsafgift på erhvervsejendomme efter der er indgået en budgetaftale mellem alle partier. Det viser, at alle tager et ansvar, og det forpligter. Det er et stramt og skrøbeligt budget uden skattestigninger, men med plads til nogle forbedringer. Kun er jeg ked af ikke at have hørt medarbejdernes indsigelser, inden vi indgik aftalen.
Venstre, Morten Egeskov:
- Vi har gang på gang påpeget, at der er behov for en mere positiv og robust retning, som kan give handlefrihed og dermed gøre det lidt mere sjovt at være politiker, borger og ansat. Vi havde gerne set, der også var plads til sund og billig skolemad, mere vedligehold af pladser, veje og parker, øget foreningstilskud og mere forebyggelse, men det er ønsketænkning, dog får vi et reelt fald i madpriserne til ældre. Mht. de administrative besparelser har vi erklæret os parat til strukturændringer med færre adresser i kommunen. Budgettet kræver samarbejde mellem alle partier, og så ser vi gerne mere tid til at forberede reformerne.
Socialdemokraterne, Alice Sarp:
- Vi har bekymringer for budgettet, men håber, sundheds- og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen vil yde tilskud. I forvejen er budgettet præget af en række puljemidler efter krone-til-kroneprincippet på grund af regeringens puljetyranni. Vi vil gerne tidligt i foråret 2008 i gang med budgetproceduren for 2009
og så glæder vi os over et budget med et løft til det grønne område, som også indebærer, vi alle kan få bedre kondition og bedre livsstil.
Radikale, Kate Jensen:
- Vi er glade for den om end besværlige løsning – at vi kan finjustere driftsudgifterne uden at kærve mere op i skat, og at dækningsafgiften for erhvervslivet ikke bliver til noget, for her er der fortsat mange familie- og enmandsvirksomheder, som ikke er specielt rige, og vi vil gerne understøtte igangsætterne. Trods besparelser på det administrative område mener vi, vi kan videreudvikle kommunen.
Konservative, Henrik Jensen:
- Vi er mægtig glade for, at vi får et grønt budget. Det er et budget, der kræver stor indsats af alle og uden plads til tillægsbevillinger. Vi famler os fortsat lidt frem og vil først i 2008 kunne høste erfaringer fra det første rigtige budgetår i den nye kommune og vil også da kunne sammenligne os med andre kommuner.
Socialistisk Folkeparti, Herluf Forchhammer:
- Det er et forsvarligt resultat med en tydelig grøn profil og plads til bl.a. fortsat udbygning af Sundhedscentret, indsats for unge uden uddannelse, for socialpsykiatrien, men med et indskrænket råderum, som gør, at alle skal være usædvanligt dygtige.