Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg
kulturregion_top_01.jpg
 
Forside > Nyhedsarkiv > Kulturregionen trækker i arbejdstøjet

Kulturregionen trækker i arbejdstøjet

Først kom kulturaftalen på plads, så kom hjemmesiden, siden fagråd og nu tager Kulturregion Midt- og Vestsjælland for alvor fat på at igangsætte, støtte og udvikle projekter til glæde for borgerne i den 8 kommuner store kulturregion. "Med skolen i biografen" er det første tiltag som Kulturregionen støtter.

Kulturen som udviklingsdynamo - pulje til projekter
Kommunerne i Kulturregion Midt- og Vestsjælland; Holbæk, Kalundborg, Lejre, Odsherred, Slagelse, Sorø, Ringsted og Roskilde har sat sig for, at kulturområdet skal spille en aktiv og dynamisk rolle i de 8 kommuners udvikling.

I fællesskab vil kommunerne satse på et attraktivt kunst- og kulturliv som trækplaster for bosætning, turisme og erhvervsudvikling, og til at nå disse bestræbelser er afsat penge til en udviklingspulje, som Kulturregionens politiske styregruppe, kaldet Kulturgruppen, råder over.

Puljen kan søges to gange årligt, og den 1. september 2007 er næste ansøgningsfrist. Kriterier og retningslinjer for ansøgninger til udviklingspuljen kan læses på regionens hjemmeside.

Kulturregionen har netop nu nedsat et udviklingsråd, der skal stå i spidsen for en dynamisk kulturudvikling i Kulturregionen. Rådet består af repræsentanter fra turist- og erhvervssektoren. Udviklingsrådet vil arbejde tæt sammen med de nye fagråd inden for musik, teater, billedkunst og museer, som netop er blevet udpeget, og som skal sikre høj faglig kvalitet i udviklingsprojekterne.

Børn i bio
Med midler fra Kulturregionens udviklingspulje har Kulturregion Midt- og Vestsjælland valgt at støtte en fortsættelse af projektet "Med skolen i biografen" i kommende skoleår til glæde for de mange elever og lærere, der har lyst til at få et godt kendskab til filmmediets mange virkemidler.

"Med skolen i biografen" har med stor succes de sidste 5 år inviteret skolebørn og lærere inden for i filmens univers og formidlet filmens virkemidler og genre på højt fagligt niveau.

Ønsket er, at projektet over tid kan forankres i skolesystemet.

- Udvikling af en levende og kvalitetsbaseret børnekultur står generelt højt på dagsorden i Kulturregionen, og vi arbejder på at skabe et børnekultureltnetværk på tværs af  kommunerne, udtaler Per Rasmussen, der er formand for Kulturgruppen og kulturudvalgsmedlem i Holbæk Kommune.

Fælles hjemmeside med nyt fra kulturregionen
Kulturregionens fælles virtuelle platform er en nyoprettet hjemmeside med adressen www.kulturregionmidtogvestsjaelland.dk (det er her, du er nu). Her kan man læse om alt fra de nyeste nyheder, projekter og støtteordninger til Kulturregionens struktur.

Hjemmesiden opdateres af sekretariatet for Kulturaftalen, der har hjemme i Kulturforvaltningen i Odsherred Kommune.

- En kulturregion med 8 kommuner er en stor organisation at få løbet i gang, det har været en spændende proces, og nu er vi klar til at tage fat på udviklingsarbejdet, siger formand for Kulturgruppen Per Rasmussen.

Yderligere spørgsmål kan rettes til Kulturchef i Odsherred Kommune, Hardy Granhøj Jørgensen på 59 66 64 09.