Få svar når DU har tid
Pladsanvisning: Opskrivning, friplads m.m.
NemID - ét login til det hele
Kontakt RSS A-Å Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg

26. juni 2007

Alle nyhedsbreve fra Odsherred Byråd
Læs sagsfremstillinger og beslutninger på PolitikerWeb

Fra Byrådets møde den 26. juni 2007:

Nu skal der "Gang i Odsherred"
De 1271 elever i 7.-10. klasserne, deres 60 lærere og de 215 ansatte i Odsherred Kommune skal ud og røre sig i dagene 12.-14. oktober 2007, men alle andre må gerne være med, når Odsherred holder "Walkathon". 40.000 kroner har Byrådet besluttet at give til formålet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er også ansøgt om penge fra puljen "Gang i Danmark". Nu nedsættes en styregruppe på 11 personer fra alle kommunale forvaltninger med arbejdsmiljøkonsulent Birte Friis Skytte og projektleder Hanne Ourø Jensen fra Odsherreds Sundhedscenter som tovholdere og sekretærer for styregruppen.

Uge 41 er kampagneuge for Sundhedsstyrelsens "Get Moving", og der vil derfor være landsdækkende fokus på fysisk aktivitet. Lokalt planlægges tre ruter på 5, 10 og 20 km, og målgruppen er de 13- til 18-årige, familier samt ansatte på 60 år og derover.

Væk med røgen i kommunen
Fra i dag er Odsherred Kommunes nye rygepolitik trådt i kraft. Den indebærer nul tobaksrygning på alle kommunale arbejdspladser, institutioner og skoler, indendørs lokaler med offentlighedens adgang og kommunens køretøjer.

Ansatte i kommunen kan få tilbudt gratis rygeafvænningskursus med nikotinplastre og -tyggegummi i en 1- til 3 måneders periode. Overtræder en medarbejder reglerne risikerer man en henstilling, påtale, advarsel og i sidste instans en bortvisning i lighed med overtrædelse af andre regler.

Rygning er fortsat tilladt at ryge udendørs samt i dertil indrettede rygekabiner. Formålet med rygepolitikken er at forebygge sundhedsskadelige effekter af passiv rygning.

Minimerer risiko for uheld og ulykker
Odsherred Kommune har nu fået en risikostyringspolitik, hvis formål er at sikre såvel ansatte som borgere mod skader og at sikre kommunen mod tab og driftsforstyrrelser. Kommunen er blevet selvforsikrende og forældre til børn i kommunens institutioner opfordres til selv at tegne en ulykkesforsikring for disse.

Værktøjskasse for sundhed
En sundhedspolitik med særlig fokus på kost, rygning, alkohol, motion, omsorgssamtaler og sundhedsprofil, populært kaldet KRAM OS, skal nu føres ud i livet for alle 3700 ansatte i Odsherred Kommune. Allerede i december tog det midlertidige fælles hovedudvalg fat på at udarbejde sundhedspolitikken, som er blevet godkendt i Hovedsamarbejdsudvalget og i Økonomiudvalget.

Byrådsmedlem Hanne Pigonska (V) kaldte det uacceptabelt, at sundhedspolitikken for de ansatte ikke også havde været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, mens borgmester Finn Madsen (S) fastslog, at Økonomiudvalget er personaleudvalg.

Sundhedspolitik for borgerne
Social- og sundhedsudvalget bliver styregruppe for den kommende sundhedspolitik for alle borgere i Odsherred Kommune. Byrådet har nu godkendt processen, som indebærer nedsættelse af en styregruppe, en projektgruppe og et antal arbejdsgrupper og et samarbejde på tværs af udvalg og forvaltninger.

Social- og sundhedsudvalgsformand Herluf Forchhammer (SF) fastslog, at sundhedspolitikken ikke kun er et anliggende for Sundhedscentret eller Social- og Sundhedsudvalget, men skal bredes ud i hele organisationen og indtænkes alle vegne.

Hanne Pigonska (V) opfordrede borgmesteren til at få en samling over de for tiden mange tiltag til fremme af folkesundheden, der foregår i kommunen.

Udarbejder handicappolitik
Odsherred skal have en handicappolitik med udgangspunkt i FN's standardregler om bl.a. tilgængelighed. Handicaprådet har holdt temamøde om emnet og inddrages som høringspart undervejs i processen.

Administration og Jobcenter på færre adresser
Hvor, hvordan og hvornår er der ikke taget stilling til endnu. Men senest næste sommer skal foreligge en analyse af den fremtidige fysiske struktur for administrationen i kommunen. Formålet er at samle administrationen på færre end de nuværende 9 adresser og sikre stærke faglige miljøer. Desuden skal Jobcenter Odsherred have permanente lokaler, og borgerbetjeningen skal være optimal.

Et firma ude fra indgår i analysen af fremtidens kommunale administration set på 20-30-årigt sigt, mens medarbejderne og Direktionen samarbejde om det aktuelle arbejde for to-tre modeller til den fremtidige administrative placering.

Post Danmark ind i dagligvarebutikker
Post Danmark har på et møde med borgmester Finn Madsen meddelt, at postkontoret i Asnæs i september 2007 flytter ind hos SuperBrugsen i Asnæs Centret samt, at posthuset i Nykøbing Sj. i løbet af 2008 tilsvarende ophører og i stedet flytter ind i en lokal dagligvarebutik i lighed med postbetjeningen i en række dagligvarebutikker andre steder i Odsherred, fx på Odden, Hørve, Grevinge, Rørvig og Fårevejle.

Ifølge Post Danmark bliver borgerbetjeningen og servicen ikke ringere af den grund, meddelte borgmesteren.

Fagudvalg bliver byggeudvalg
Bygge- og anlægsopgaver i Odsherred Kommune bliver fremover varetaget af det fagudvalg, hvorunder byggeopgaven hører, hvor det hidtil har været Miljø- og Teknikudvalget, der har stået for byggefasen frem til indvielsen. Byrådet har godkendt ændringen i styrelsesvedtægten. Formand for Miljø- og Teknikudvalget Henrik Jensen (K) var imod.

Nedsætter udvalg for færdselssikkerhed
Odsherred Kommune nedsætter et færdselssikkerhedsudvalg, som tilknyttes Vejcenter Sjælland i Næstved, og som skal arbejde med at styrke færdselssikkerheden både lokalt og regionalt.

Formand bliver formanden for Miljø- og Teknikudvalget Henrik Jensen, og udvalget består endvidere af Mikkel Henriksen fra udvalget, Handicaprådets formand Peter Kvarts samt repræsentanter for politiet, Børn- og Skoleforvaltning, Miljø- og Teknikforvlatning samt Park og Vej-afdelingen.

Melder sig ud af Rovesta og Miljølaboratoriet I/S
Odsherred Byråd har godkendt, at kommunen med udgangen af 2007 melder sig ud af Rovesta og Miljølaboratoriet I/S. Fremover vil kommunen købe havbadeanalyser de steder, hvor det er mest fordelagtigt uden forlods at skulle betale medlemsbidrag til et interessentskab.

Lokalplanforslag for Odden Havn i høring
Lokalplanforslag nr. 2007-03 for Odden Havn, Havnebyen og et tillæg nr. 1 er nu godkendt af Odsherred Byråd og sendes i otte ugers offentlig høring. Forslaget giver mulighed for udbygning med boliger og ferielejligheder samt erhverv på Odden Havn i respekt for kulturmiljøet på havnen.

Hans Møller Olsen (V), Hanne Pigonska (V) og Niels Nicolaisen (V) stemte imod, at skibsproviantbygningen på havnen også kan indrettes som ferielejlighed.

Lokalplanforslag for Ruwelgrund
Lokalplanforslag 2007-10 for et forretningscenter på Ruwel-grunden på Havnevej i Nykøbing er nu godkendt i byrådet og kan sendes ud i offentlig høring. På grunden kan etableres tre dagligvarebutikker og syv udvalgsbutikker samt et antal parkeringspladser.

Michael Kjeldgaard (S) fik indføjet, at der Isefjordsvej også indgår i en ny trafikanalyse, idet flere byrådsmedlemmer er bekymret over udsigten til stærkt forøget trafikpres på Nykøbings sydlige trafikårer.

39 nye boliger i Højby
Byrådet har godkendt lokalplanforslag nr. 2007-12 for et boligområde syd for Højbygårdsvej bag rådhuset i Højby. Området er i alt på 7 ha og kan i alt rumme 60-70 boliger. Lokalplanforslaget omfatter 3,6 ha, hvor der kan bygges 11 parcelhuse nærmest Højbygårdsvej og 28 boliger som tæt, lav bebyggelse på tangen mellem de to søer, der opstod efter grusgravning af området.

SuperBest i Hørve kan udvide
Byrådet har godkendt lokalplan 2007-01 for centerområde i Hørve, som muliggør en udvidelse af dagligvarebutikken SuperBest på Nørregade 4 i Hørve.

Fra land- til byzone
Byrådet har godkendt lokalplan 2007-05 for Æblerosevej på Østerlyng i Nykøbing, hvor et tidligere landbrugsområde overføres fra landzone til byzone med det formål at give muligehd for opførelse af fritliggende enfamiliehuse.

Udvidet erhvervsområde i Asnæs
Byrådet har godkendt lokalplan 2007-07 for et område til erhverv øst for Industrivangen i Asnæs med tilhørende kommuneplantillæg. Med planen er skabt mulighed for etablering af flere erhvervsvirksomheder i området.

Nyt erhvervsområde i Fårevejle
Byrådet har godkendt en anlægsbevilling på 2,8 mio. kr. til etablering af vejanlæg ved et nyt erhvervsområde med mulighed for boliger ved Højgårdsvej i Fårevejle Stationsby. Arealet udbydes i råjordsentreprise og vil kunne rumme fem erhvervsgrunde på hver 2500 kvadratmeter.

Kloakering i Vig og Nykøbing
Byrådet har godkendt overførsel af 3.383.000 kr. fra anlæg af kloakker på Nekseløvej og Teglværksvej ved Starreklinte til andre igangværende og kommende kloakeringsprojekter rundt om i kommunen. I alt er der for tiden kendte projekter for 12,6 mio. kr., hvortil kommer 28 nye boliger øst for Vig og kloakering i Annebergparken i Nykøbing.

Bedre gadelys i Vig og Højby
Odsherred Kommune har indgået en 20-årig kontrakt med SEAS-NVE om opgradering af udebelysningen i Højby og Vig, og Byrådet har godkendt en bevilling på 373.000 kr. til formålet som afsat i budgettet.

Lån til kloaktilslutning
Borgere i boligområder, der skal kloakeres, får nu mulighed for at afdrage kloaktilslutningsbidraget over 10 år via ejendomsskattebilletten til markedsrenten den 1. oktober foregående år. Aktuelt har grundejerne ved en kloakering af et sommerhusområde i Starreklinte fået mulighed for at benytte sig af denne mulighed.

Ny slamsuger
Et flertal på 13 byrådsmedlemmer bestående af S, R, SF og K stemte for, at Miljø- og Teknikforvaltningen nu indkøber en ny slamsuger til tømning af septiktanke i de ikke-kloakerede områder, mens Venstre og Danske Folkeparti ville udsætte beslutningen og indbyde private slamsugerfirmaer til opgaven.

Tømningsordningen har rådet over to slamsugere, hvoraf den ene er over 9 år gammel. Der er 25.000 septiktanke i Odsherred, som skal tømmes hvert år ved helårsboliger og hvert tredje år i sommerhusområder. Nettoudgiften til en ny slamsuger er 1.485.000 kroner, og slamsugeren forventes i drift 1. februar 2008.

En planlagt EU-licitation over tømningsordningen er droppet.

Nyt asfalt på vejene
For en årlig udgift på 3,3 mio. kr. og samlet 49 mio. kr. over 15 år skal Colas Danmark fremover forestå vedligeholdelsen af kommuneveje i det åbne landskab i Odsherred Kommune. Derved sparer kommunen 1,9 mio. kr. på asfaltkontoen om året.

Veje i byerne er også i udbud, som der i øjeblikket regnes nærmere på, mens kommunens vej- og parkmandskab selv skal stå for de mindre betydende veje på landet og boligveje i byerne, i alt cirka 300 km af de i alt 600 km kommunevej i Odsherred.

---

Næste byrådsmøde holdes tirsdag den 7. august 2007 (rettet til 31. juli 2007) kl. 18.30 i byrådssalen i Administrationscenter Fårevejle, Rådhusvej 75, 4540 Fårevejle. 

 

Find
Find afdeling

Telefonbog


Andre kommunale hjemmesider
Vidste du?
www.aftenskole.nu
Vidste du, at du nu kan se og tilmelde dig alle aftenskolehold ét sted? Se mere på www.aftenskole.nu.